MAJ 2022
Kære YO medlem
Så ramte vi maj måned! Efter en smuk april fyldt med solskin, er vi for alvor på vej mod de helt lyse og varme måneder. Det betyder også, at vi skal have gang i vores udendørs hold, som vi i år har kræset ekstra meget om, så du, vores kære medlem, kan få alt det, du har brug for i YO over sommeren. I år får du alle vores kendte indendørs hold, stadig med en stor og varieret holdplan + en udendørs plan med udvalgte hold, der vil inkludere Silent Fit udstyr. Desuden er det med stor glæde, at vi kan løfte sløret for endnu en ekstra gave til dig, som har ubegrænset medlemskab til YO. Du vil nemlig fra 1. juni og frem til 31. august have gratis adgang til YO MOVES, så du kan tage YO med alle vegne hen. Med YO MOVES har du både adgang til on demand videoer, som du kan bruge når som helst, samt til alle de hold, som vi ugentligt livestreamer. Vi håber, at du vil tage godt imod vores ekstra tiltag hen over sommerhalvåret, som er vores måde at hjælpe dig til at holde fast i bevægelsen selvom der står ferie på programmet!
FORLØB FOR BØRN
I går startede vi vores Balletforløb for børn med Lauren. Hun har glædet sig rigtig meget, og vi er sikre på, at det bliver nogle skønne timer sammen. Vi har allerede fået en del efterspørgsel på flere børneforløb, og vi har derfor sat to nye forløb op, som starter efter sommerferien. Der vil være endnu et jazz forløb med Sara og som noget nyt, vil der komme yoga for 3-6 årige med Lea. Du kan booke dit barns plads allerede nu
HOLDPLAN
Det er rigtig dejligt at se flere og flere skønne ansigter på klasserne. Vi har måtte lave nogle små ændringer, men det er kun for at gøre holdplanen endnu bedre og tilpasset jeres ønsker. Det er ikke altid alle ønsker vi kan opfylde, men I skal vide, at vi gemmer hvert et ønsker og arbejder henimod at kunne opfylde det. Fra næste weekend og frem til og med 1/10 kommer der nye udendørshold på planen. Vi glæder os så meget til at komme i gang med de her udendørshold, og du kan læse meget mere om de forskellige hold under afsnittet, YO OUTDOOR.
Og til dig, som er ny i YO, er her et lille ‘godt at vide’ afsnit…
Et af de spørgsmål, som kan komme op, når man er ny i YO er, hvor man skal starte, hvad angår hold. Min ambition med YO er at få flest muligt til at bevæge sig mest muligt og på flest mulige forskellige måder! Jeg opfordrer derfor altid alle og også DIG til at prøve mange forskellige typer af hold i YO af. Vores holdplan giver dig en mulighed for at passe på din krop på mange planer - udholdenhed, styrke, mobilitet, kondition og balance.
Vi har hold, der har fokus på ro og mobilitet, som fx Yin Yoga og Deep Flow Stretch. Strength & Cardio, TRX og Dance Fit har alle fokus på at få pulsen op og styrke krop (og sind!). Er man helt ny til Yoga, anbefaler jeg, at man hopper på et hold, der hedder noget med Basic. Det kan være Hatha Basic eller Vinyasa Basic. På Pilates timer arbejder vi med udholdenhed og detaljer - her får du lov til at træne finmotorikken og kontrollen af kroppen, hvilket du absolut også oplever på alle Barre og Ballet timer. Og på alle klasser i YO arbejder vi med balance, der både tæller at træne balancen i bogstaveligste forstand, men absolut også det at holde balance i krop og sind. Den indre balance og den vigtige indre ro. Bevægelse er med til at hjælpe med at balancere alle andre afdelinger af vores liv, hvilket er årsagen til, at jeg med YO ønsker, at DU aldrig stopper med at bevæge dig.
Når du ser på hold og holdplan, kan du se intensitetsniveauet, som er vist på en skala fra 1-5. Hvis der står 1/5 på et hold, vil der være minimal bevægelse og stort set kun stillesiddende, ikke krævende arbejde for kroppen, hvorimod der på hold med intensitetsniveau 5/5 er fuld skrue på sved, bevægelse, styrke og puls. Det er dog vigtigt at understrege, at intensitetsniveau ikke fortæller noget om sværhedsgrad. Langt de fleste hold er for alle, og ellers vil det fremgå i beskrivelsen. Herunder kan du se et eksempel fra Vinyasa Fire holdet.
What? A vinyasa class with a strong and more dynamic focus that will leave you warm and energized!
Who? Everyone is welcome.
Experience? Some experience with vinyasa yoga is recommended. Try Vinyasa Basic or Vinyasa Soft first!
Bring? A mat.
Wear? Bare feet or socks and comfortable clothes that you can move in!
Intensity? 3/5
Vi vil anbefale, at man læser beskrivelsen til ens bookede hold, så du er godt forberedt og ved, hvad du vil opleve. I hvert fald i så vid udstrækning som muligt :-)
PREGGO & MAMMA KLASSER
Vi har sat endnu flere preggo klasser på holdplanen siden sidst. Lige om lidt vil der være Preggo fit om torsdagen på Carlsberg, og allerede nu er der også Preggo yoga fredag formiddag. Det er så skønt at se flere smukke maver i YO.
UNDERVISERE
Vi har det sidste stykke tid brugt en del energi på at finde flere søde og dygtige underviser til YO, og vi kan med glæde sige, at det er lykkedes. Vi har fået Celine og Mads med ombord. De læser begge til fysioterapeut, og Mads bliver færdig til sommer sammen med sin fys-makker vores egen helt fantastisk Sine Kloster. Celine bliver færdig næste år. De kommer begge to til at undervise outdoor sammen med de andre skønne undervisere. Robert vil i den næste periode få rigtig travlt med sit job som professionel danser, og han må derfor tage en lille pause fra YO med undervisning. Vi håber meget, at han snart er tilbage igen. Vi har med glæde kunne sætte endnu mere Barre og Pilates på holdplanen, og det kan vi, fordi søde Sherwin også er blevet en del af YO. Sherwin er tidligere danser og elsker nu at undervise og lever også af det fuldtid. Tag rigtig godt imod dem allesammen.
YO OUTDOOR
YES!
Vores nye Silent Fit udstyr er kommet ind af døren, og det bliver så fedt at få taget i brug! Udstyret giver os mulighed for at skabe udendørshold, hvor ingen guidance går tabt, fordi du som deltager har høretelefoner på, hvor du både bliver guidet af din underviser samtidig med, at der kan spilles musik. Vi glæder os til at skabe helt særlige oplevelser sammen med det nye udstyr, som til en start vil være på udvalgte hold i Aarhus og i Carlsberg Byen. Vi har dog udendørs hold i alle 3 studioer, og du vil have mulighed for at deltage på et udendørs hold adskillige gange i løbet af ugen. Holdplanen finder du allerede nu i booking systemet. Vi har i år skabt 3 hold til udendørs planen. To af holdene kender du allerede, nemlig Strength & Cardio samt Circuit Strength & Cardio. Det er hold, hvor der er fokus på styrke, kondition, udholdenhed, mobilitet og balance i et mix, gennem forskellige sammensætninger af øvelser, der udfordrer og arbejder med hele kroppen. Holdene er for alle, og du vil uanset erfaring og niveau blive udfordret, fordi timens øvelser kan skaleres op og ned efter dit behov.
Som noget helt nyt i år har vi også skabt RUN & STRENGTH, der kombinerer løbeintervaller og styrke. Rigtig mange steder har efterhånden et koncepthold, der mixer intervaltræning og styrke, fx på løbebånd, og det giver god mening, fordi det gør det muligt at have alle niveauer af løbere på samme hold. For flere år siden oplevede jeg sådan et slags hold hos Barry’s Bootcamp i Californien, og lige siden har jeg drømt om at få skabt et hold lignende til YO. Nu sker det! Til en start udendørs, og så må vi se, om vi en dag også skal have et indendørs hold, der dog kræver løbebånd, og som er lidt et større projekt :-) YO’s Run & Strength er et hold for alle, hvor vi arbejder med løbeintervaller af forskellig karakter blandet med styrke- og mobilitetsøvelser primært, der er et super godt og uundværligt supplement til løbetræning. Intervaltræning er en meget effektiv måde at arbejde med konditionen, fordi vi med korte træningsperioder for pulsen højt op, og gradvist vænner kroppen til at arbejde med en højere belastning og for eksempel et højere løbetempo, hvis man ønsker det. Man behøver dog ikke at have et mål om at øge løbehastigheden - uanset hvad, er intervaltræning rigtig godt for vores kredsløb, og vi har alle rigtig godt af træning, der styrker netop vores kredsløb. Man kan derfor kalde Run & Strength for et hold for hjertet <3 Hvis du er helt grøn indenfor løb, er Run & Strength også for dig. Du sætter tempoet, som også kan være gang og jog, og vi guider dig selvfølgelig hele vejen. Hvis du aldrig har trænet løbeintervaller før, vil jeg anbefale dig, at du starter langsomt op med kun 1 ugentlig træning på et Run & Strength hold i begyndelsen, og når du mærker fremgang, kan du øge til maks 2 gange ugentligt.
YO OUTDOOR bliver så fedt, og vi glæder os helt vildt meget til bevægelse sammen med dig i den friske luft! Husk altid at klæde dig på til vejret, samt at tjekke op på, hvor du skal møde underviseren til de forskellige hold. Info vil stå enten på selve holdet i booking eller i den mail, som du får ved tilmelding. Er du i tvivl, så skriv til os!
MEDLEMSFORDEL MED MOVE YOUR FRIENDS
Husk nu, at vi for lidt tid tilbage skabte en ret så fin medlemsfordel for dig, der har et ubegrænset medlemskab i YO! Med MOVE YOUR FRIENDS, kan du kan få en måneds medlemskab til halv pris, hver gang du introducerer en ven til YO, og og oven i hatten får din ven også sin første måned i YO til halv pris! Det er win win for alle. Du kan læse meget mere om Move Your Friends her.
BOOKINGREGLER
Retningslinjer i YO. Det er vigtigt, at du kender de til enhver tid gældende retningslinjer for at være i YO. Husk, at det er dit eget ansvar at kende disse regler, og at du som medlem af YO, hvad enten det er med klippekort eller ubegrænset medlemskab, automatisk har accepteret disse regler og gør dit til at efterleve dem.
MÅTTEOPBEVARING
Ønsker du at have din måtte opbevaret nede i YO, så du ikke skal slæbe den med dig frem og tilbage, kan du skrive til Victoria på pr@yostudios.dk, så finder hun en plads til dig. Det koster 35DKK/mdr at have sin måtte opbevaret i YO.
TAK
Fordi du læste med! Vi glæder os til et vidunderligt (coronafrit) forår og en sommer fyldt med bevægelse! Har du nogle tanker, så er vil altid lige her! Hav den dejligste dag.
Kærlighed & varme tanker fra Emilie og resten af team YO.