FEBRUAR 2024

Kære YO-menneske

Selvom du nok føler, at nytåret er flere snestorme og et utal af kolde morgener væk, så vil jeg alligevel ønske dig et rigtig skønt 2024. Jeg håber, at du kom forrygende ind i det nye år, og at januar har gjort dig meget godt på sin underfundige, lunefulde og utilregnelige måde.

Det er mørkt meget af tiden, men i YO har der aldrig været lysere. Vi er virkelig taknemmelige for alle de smil og al den bevægelsesglæde, der er strømmet ind ad dørene lige siden d. 2. januar.

Vi har nye medlemmer, nye undervisere, nye alfer, nye hold - og flere af dem. Der er virkelig en vidunderlig nytårsenergi alle vegne, som vi elsker. Så hvis du nu har svært ved at finde lyset andre steder, så kom endelig ned i YO <3 Vi står klar til at bevæge dig!

I hele januar måned havde vi ekstra fokus på din allerbedste medlemsfordel MOVE YOUR FRIENDS. Det har betydet, at mange af jer har inviteret en ven med i YO helt gratis den første måned. Jeg håber, at I nyder at komme afsted sammen, og at det er en hjælp til at holde fast i rutinen, når der er en at tage på eventyr i YO sammen med.

I dette nyhedsbrev vil jeg gerne komme med en kærlig lille opsang, der kan hjælpe dig til at få mere ro og dermed en bedre oplevelse, når du er i YO. 

VÆR TIL STEDE, NÅR DU HAR PRIORITERET TID TIL DIG I YO

På det seneste har vi talt meget om, at vi synes, mobilerne fylder aaaaaaalt for meget under timerne i YO. Vi vil derfor i den næste tid gøre en stor indsats for, at det ændrer sig.

Jeg ved, at vi er en del, der godt kan lide at dele på sociale medier, når vi er i YO - og det sætter vi stor pris på! Men når timerne er i gang, så skal mobilerne være slukkede og lagt væk. Vi har de fine, små reoler, hvor du kan lægge den. Brug pausen og vær til stede.

  • MOBIL: Læg din mobil og andre værdigenstande i reolerne bag døren i salen inden holdstart, som er sat op til formålet. Husk at sætte mobilen på flytilstand, så den ikke vibrerer eller ringer undervejs i timen! Lad os være til stede. Lad os være nærværende. Det virkelige liv sker ikke i mobilen.

  • KOM I TIDE: Kom i god tid før holdstart, så du ikke forstyrrer hele holdet ved at komme for sent.

  • TE: Drik din te, inden du går ind i lokalet, så vi ikke falder over den under timen. Har du en vandflaske med dig i lokalet, så stil den et sted, hvor andre ikke snubler over den :-)

  • RYD OP: Hold pladsen omkring din måtte ryddet. Har du tasker, trøjer eller andet, så læg det bag gardinerne eller i omklædningsrummet, så rummet, vi skal bevæge os i, er rart og rent.

  • PLACERING AF MÅTTE: Hvis der er mærket op med klistermærker på gulvet til din måtte, så sørg for, at du indretter dig efter dem, så vi får udnyttet pladsen i lokalet bedst muligt. Sørg altid for at forskyde din måtte i forhold til dine ‘naboer’, så I ikke ligger på en lige linje. Hvis I ligger på en lige linje, vil I føle jer meget mere begrænsede, når I skal bevæge jer.

  • TAG HENSYN: Især når du sidder i loungen. Hvis der er lukkede døre til lokalerne, er der hold i gang. Du må meget gerne tale, men husk at vise hensyn, og hold talen lav, så holdene ikke bliver forstyrrede.

UNDERVISERE

Der er altid et lille flow af skønne mennesker ind og ud af Team YO.

Karina Morsing, som var hos os for nogle år siden, er vendt tilbage. Det kan være, du har været forbi hendes timer, siden hun startede i begyndelsen af januar. Karina elsker yoga og særligt den rolige af slagsen. Hun har en fast onsdag formiddag i YO, hvor hun forkæler med blid Hatha Yoga samt Mamma Yoga for dig, der har en baby med under armen. Forhåbentlig kommer der flere klasser med Karina på planen inden alt for længe <3

Lene er desværre væk fra holdplanen i en periode, da hun skal igennem en stor kæbeoperation. Vi ønsker dig, Lene, den hurtigste ‘recovery’ og glæder os bare til, at du er hjemme igen<3  

Alba er rejst mod vest, hvor hun skal udforske Costa Rica den næste måned, men alle hendes timer er dækket af andre af vores dygtige undervisere.  

Ditte har vi også netop givet en ekstra stor krammer. Hun er rejst på det helt store verdenseventyr, og er desværre først tilbage igen på den anden side af sommeren. Vi glæder os til at følge med på sidelinjen, og lige i denne situation er det jo meget godt, at tiden flyver afsted. Det betyder, at Ditte er retur. inden vi får set os om – næsten i hvert fald <3  

Derudover er jeg i dialog med to andre kompetente undervisere, som jeg håber, at jeg har ansat, når vi skrives ved i næste nyhedsbrev.

EN MAGISK REJSE

Team YO vokser, og det er bare fuldstændig magisk at være en del af. Tænk, at alle de gode mennesker hver eneste dag bevæger sig selv og hinanden i vores studioer.

Når jeg drømmer mig tilbage til august 2015, så bliver jeg nødt til at knibe mig selv i armen: Da YO blev født, var vi blot en god håndfuld mennesker, der guidede, og i dag tæller team YO på tværs af Aarhus og KBH mere en 70 ansatte. Det er ret vildt! 

KUNDALINI EVENT

Vores underviser Karitas har en stor kærlighed for Kundalini yoga og underviser i det andetsteds. Vi har derfor besluttet at lave en Kundalini Experince for dig og alle dine YO-medmennesker

lørdag d. 24. februar kl. 13:30-15:30

Karitas vil guide dig igennem en Kundalini yoga-klasse, med plads til fordybelse og nysgerrighed (mere information om eventet følger snarest). Hvis vi oplever, at flere gerne vil engagere sig i Kundalini, så vil vi gøre det til en mere fast del af holdplanen.

KENDER DU DINE VILKÅR I YO?

Jeg oplever ret ofte at modtage mails fra medlemmer, der ikke kender til vilkårene omkring booking, bero og opsigelse af medlemskab. Hvis du ikke kender til dine vilkår som medlem af YO, håber jeg, at du lige vil bruge fem minutter på at sætte dig ind i dem her:

Husk, at det er dit eget ansvar at kende disse regler, og at du som medlem af YO, hvad enten det er med et klippekort eller et ubegrænset medlemskab, automatisk har accepteret disse regler og gør dit for at efterleve dem.

HOLDPLAN

Den nye holdplan er så småt ved at være på plads. Jeg har modtaget en del ønsker fra medlemmer, som jeg som altid forsøger at tage mig så godt af som muligt. Det er dog ikke altid, at det kan lade sig gøre at indfri alle ønsker, men ofte bliver der faktisk rykket på et eller andet <3

Jeg har pt. stort fokus på:

  • At få flere gravid-klasser på planen udenfor arbejdstid

  • At få flere ballet- og barreklasser på planen generelt

Dine og dine med-medlemmers behov ændres fra sæson til sæson, og derfor er holdplanen også en evig organisk størrelse, så vi hele tiden tilgodeser flest mulige behov.

Jeg fik for nylig et ønske om at åbne op for ‘fri træning’ i studioet, når det alligevel står tomt, hvilket jeg faktisk synes, var en ret genial ide. Jeg håber, at det er tænkt til ende inden for den næste måned, så det snart vil være muligt at booke sig ind på et ‘hold’, hvor du kommer og bevæger dig sammen med andre men uden en guide på forskellige tidspunkter i løbet af ugen. 

GRATIS MOVE YOUR FRIENDS

I hele januar måned har vi haft vores ‘nytårskampagne’ med gratis MOVE YOUR FRIENDS. Men som altid er vores kampagner med udgangspunkt og fokus på vores eksisterende medlemmer. I YO mener vi, at DU er den, der skal forkæles, når vi har særlige tilbud. Hvis andre udenfor YO skal have rabat, så skal du i hvert fald som minimum have det samme, og det er præcis sådan, vores MOVE YOUR FRIENDS medlemsrabat fungerer:

Når du inviterer en ven i YO, så får din ven sin første måned til halv pris, og du får selv din næste betaling til halv pris. I hele januar har rabatten været sat op til 100%, hvilket mange af jer har benyttet.

Husk, at MOVE YOUR FRIENDS fortsætter med den normale rabat på 50% fremover, og du kan jo lige opdatere dig via linket nedenfor, hvis du har glemt, hvordan det helt præcist fungerer.

TAK

Fordi du læste med. Må du få en søndag fyldt med smil, hygge, bevægelse og masser af frisk luft!

Jeg håber, at du har fået kickstartet dit år 2024 med en masse bevægelsesglæde allerede, og hvis ikke, så ved du, hvor vi er.

Hvis du har planer om, at du nok skal komme i gang igen i løbet af de næste uger, så vil jeg råde dig til at booke en klasse i morgen i stedet. Du er nødt til bare at gøre det, i stedet for at lade det hele fylde oppe i hovedet. Både for at der kan skabes plads til andre gode ting deroppe, men også blot fordi: Hvorfor skulle du vente? 

WE ARE HERE TO MOVE YOU 

Kærlighed & varme tanker fra Malene og resten af Team YO

Forrige
Forrige

FEBRUAR 2024

Næste
Næste

DECEMBER 2023