OKTOBER 2021

Kære YO medlem

Oktober er over os og efteråret ligeså. Det er mørkere udenfor, regnen siler nogle dage og stemningen i YO har overskriften HYGGE. Vi elsker heldigvis alle årstider, fordi de hver især kan noget helt særligt. Efterår og vinter er en skøn tid at fordybe sig i bevægelse indendøre, og det lover vi at skabe de bedst mulige rammer for i YO. Det kan også være, at du mærker nye og anderledes behov i denne årstid, hvad angår dine egne bevægelses rutiner - husk at det er fuldstændig ok! Vi vil dog, som vi altid gør, opfordre til, at du prøver at huske på, at det er vigtigt at variere sin bevægelse. For selvom det er helt vidunderligt at splatte ud i de skønneste yin stræk, så gør det ikke meget for fx din kondition. Skal du forkæle ‘den’ og dit kredsløb, så bliver du nødt til at finde noget bevægelse, der gør dig forpustet og sender pulsen i vejret. Omvendt kan det heller ikke stå alene - for din krop har jo også brug for at bevæges mest muligt og i flest mulige retninger, så du holder den mobil og smidig. Det er yoga i alle dens former og udtryk formidabel til. Og så må vi heller ikke glemme, at knogler og muskler har brug for belastning og styrketræning - her er mange af YO’s mere styrkebaserede klasser virkelig gode. Sidst men ikke mindst, (og der er så mange andre ting, man kunne tage fat på!) så er klasser som pilates og barre/danse timer geniale til at øge kropsforståelsen og træne ‘finmotorikken’ i bevægelse. Du lærer her at styre kroppen på et meget detaljeret plan, som er rigtig givende for andre bevægelses praksisser og i livet generelt! Heldigvis har du med dit medlemsskab i YO alle muligheder for at få lidt af det hele. Vi håber, at du udnytter muligheden, så du holder både din krop og dit sind stærkt, mobilt og robust!


HYGGE

Vi har glædet os til igen at kunne hygge os i studioerne. Vi har set frem til muligheden for at sidde i lounge området med en kop the og snakke med hinanden. Endelig er tiden kommet! Vi sætter the frem så ofte, som vi kan, og I er mere end velkomne til at nyde en kop enten før eller efter jeres klasse. Eneste ønske fra vores side er, at i IKKE medbringer glas og kopper i lokalerne, hvor klasserne foregår. Men nøj, hvor er det dejligt ikke længere at skulle skynde sig ud og endelig igen at kunne komme hinanden lidt mere ved!


HOLDPLAN

Der sker stadig ændringer i holdplanen, og vi håber ikke, at det skaber for meget uro hjemme hos jer. Det har taget længere tid at lande den rigtige holdplan herefter genåbningen, for vi ser meget tydeligt, at vores alles behov, hvad angår bevægelse, har ændret sig under Corona tiden. Det der plejede at være, er simpelthen bare ikke længere. Vi skal lige finde ud af hvad og hvordan behovet så er! Vi er der ikke helt endnu - vi justerer stadig småting, så vi når til et punkt, hvor flest mulige af jer synes YO har det udbud af timer, som I har brug for. Og på de rigtige tidspunkter :-) Det er selvfølgelig en umulig opgave at nå helt i mål, hvor alle har alle ønsker opfyldt, men som altid gør vi vores bedste hele tiden. Giv lyd, hvis I savner noget!


UNDERVISERE

Gode nyheder er kommer nu! En meget savnet underviser er på vej tilbage - nemlig Sarah Thompson. Sarah har været helt væk fra YO siden Corona startede, og mange af jer har savnet hendes ikoniske Buti Yoga timer, Yoga Sculpt klasser og mere klassiske yoga timer. Sarah havde brug for en pause, men nu kan hun ikke længere være uden at undervise i YO! Og det er vi så lykkelige for! Sarah underviser på engelsk, men forstår og taler fint dansk. Så man skal ikke være tilbageholdende uanset hvilket sprog, der er ens modersmål. Sarah er en super sej og kompetent underviser, og det bliver så dejligt endelig at have hende tilbage på planen. Sarah starter allerede på fredag, og vil være at finde på planen mandag og fredag formiddage samt hver anden lørdag. Mikael Hedegaard starter også endelig i YO igen, og Mikael er på alle måder et så skønt frisk pust til YO teamet. Mikael er en formidabel bevæger, kropsbehandler, fysioterapeut blandt mange andre ting, og han glæder sig til at lave natural movement og handstand conditioning med jer fredag morgen. Alle er velkomne på Mikaels hold og ingen erfaring er nødvendig. Mikael har en legende tilgang til bevægelse, men du kommer ikke til at savne udfordring, styrke eller sved på panden - det bliver bare krydret med store smil, og bevægelsesglæden, som vi elsker i YO, vil ikke være til at overse! Sidste punkt i dette afsnit er omvendt en smule trist. Vi skal desværre sige farvel/på gensyn til Julie O’Neill, som har været i YO i adskillige år nu. Det er et kæmpe tab for YO, for Julie har virkelig givet meget og delt ud af sin viden på den fineste, mest ydmyge måde. Mange af jer har nydt Julie’s yogatimer og vil komme til at savne hende. Det vil vi alle! Men Julie har fået endnu flere timer på sit andet arbejde, og har derfor ikke tid til undervisning mere. Vi ønsker Julie al det bedste og håber på, at hun en dag igen får tid til at undervise i YO igen <3


STRETCHY SATURDAY

Den første lørdag i måneden resten af året, holder YO et skønt yoga event på byens nye lækre hostel Book1, som ligger i det gamle hovedbiblioteks lokaler nede ved Mølleparken. Her vil der foregå en times yoga, og herefter er der gode priser at finde på lækkert, frisklavet smørrebrød, som kan nydes i food hall’en på hostellet. Læs meget mere om eventet HER.


FØDSELSFORBEREDENDE WORKSHOP

Vi rykkede datoen for Ea’s fødselsforberedende workshop, og det gav pote. Workshoppen er nu udsolgt! Vi arbejder på at finde en ny dato i januar til de af jer, som måske ikke nåede at få en plads og først har termin engang i foråret. Der er ingen tvivl om, at i et samfund hvor alt går hurtigt, og hvor der sker mange besparelser og nedskæringer på fødselsområdet, så er der virkelig brug for flere tilbud til alle gravide og deres partnere. Det er en så fin og særlig tid, som på ingen måde skal føles som om, at man står alene med alle følelser, tanker og spørgsmål- og at der ikke er tid til at få talt grundigt om præcis det, som den enkelte har behov for. Vi håber i YO på, at vi kan skabe flere og flere muligheder, events og workshops for alle jer, som enten er midt i det eller måske på et tidspunkt kommer dertil, hvor sådanne tilbud er relevante.


YO MOVES

Efter en del opstartsvanskeligheder er vi endelig rigtig godt i gang med YO MOVES. Vi livestreamer dagligt mindst 3 hold, og vores kartotek af on-demand videoer vokser hver uge, når vi lægger en ny video eller serie op. For at fejre at vi er nået hertil efter en ret udfordrende men meget lærerig ‘teknisk’ rejse, har vi givet alle muligheden for at få første måned af YO MOVES gratis. Hvis du klikker HER, kan du læse mere om hvordan.


YO APP

Vores ‘nye’ APP er rigtig god på mange måder, men vi har også måttet sande gennem nogle måneders brug, at den har sine fejl og mangler. I er mange, der har skrevet til os omkring det, og tusind tak for det! Det er en kæmpe hjælp! Vi sender alt feedback videre til udviklerne, som pt er igang med at bygge en ny udgave af app’en, hvor mange af de store ‘mangler’ forsvinder, og brugeroplevelsen vil blive langt bedre! Det glæder vi os til!


BOOKINGREGLER

Retningslinjer i YO. Det er vigtigt, at du kender de til enhver tid gældende retningslinjer for at være i YO.

Husk, at det er dit eget ansvar at kende disse regler, og at du som medlem af YO, hvad enten det er med klippekort eller ubegrænset medlemskab, automatisk har accepteret disse regler og gør dit til at efterleve dem.


MÅTTEOPBEVARING

Ønsker du at have din måtte opbevaret nede i YO, så du ikke skal slæbe den med dig frem og tilbage, kan du skrive til Victoria på pr@yostudios.dk, så finder hun en plads til dig. Det koster 35DKK/mdr at have sin måtte opbevaret i YO.


TAK

Tusind tak for, at du læste med. Husk at bevæge dig mest muligt og så varieret som muligt! Måske den kommende tid er en tid, hvor du kan afprøve nye hold, sætte dig delmål om at udvide bevægelses horisonten lidt, møde nye undervisere og generelt udforske alt det, vores helt vildt seje krop er i stand til!

Kærlighed & varme tanker fra Malene og resten af team YO.

Forrige
Forrige

OKTOBER 2021