MARTS 2022

Kære YO medlem

Rigtig glædelig første forårsmåned. Vi har allerede været så heldige, at solen har skinnet på os mange dage i den spæde marts start, og hvor er det vidunderligt at mærke lyset ‘lade batterierne’ op. Der er mange nye ansigter i YO i denne tid - kæmpe stort velkommen til YO, skal det lyde til jer. Jeg håber, at I allerede har haft nogle gode oplevelser i studioet, og husk, at I altid må skrive til mig på info@yostudios.dk, hvis I har spørgsmål eller kommentarer/ønsker. I dette ‘studio news’ nyhedsbrev, kan du læse mere om undervisere, hvilke hold, der passer til dig, at vi snart tilbyder danseforløb for børn i YO (med meget få pladser!) og hvilke events, der er på forårsprogrammet.

Lige akkurat havde vi glædet os over, at Corona var på retræte, førend en ny, og på mange måder endnu tungere, virkelighed bankede på døren. Jeg drømmer om og ønsker, at YO i denne tid er et frirum, et pusterum, hvor det er ok at sætte pause på den virkelighed, der hersker i Europa lige nu. Et pusterum, hvor man kan finde ind til og passe på sig selv - for som vi talte om på en time jeg underviste forleden … Hvis vi virkelig skal gøre en forskel for andre derude, så er vi nødt til at starte hos os selv. Kun med styrke og et fysisk- og mentalt sundt helbred, kan vi være med, hvor det batter. Jeg håber, at du har lyst til at gøre YO til dit pusterum i denne tid, og bruge bevægelsen og alt det, som den kan til at holde energien og styrken intakt.

KOMMENDE EVENTS

I april kommer vi til at have en spændende workshop i YO, når Isabella Westh inviterer til en aften i fordybelsens tegn med sit “Pranic Energy - Tales of East and West” event. Til dette event, vil der blive gået i dybden med forskellige breath techniques og oprindelsen af disse, samt hvordan du kan bruge dem i din dagligdag. Eventet er åben for alle, og der er enkelte pladser tilbage. Du kan læse meget mere om eventet og købe din billet HER.

FORLØB MED DANS FOR BØRN

Som noget helt nyt i YO introducerer vi nu muligheden for at lade de mindste i flokken opleve den bevægelsesglæde, som du allerede kender fra YO. Det gør vi gennem tre skønne danseforløb fordelt hen over studioerne i København og her i Aarhus. I Aarhus er det vores egen Nanna Frida, som vil introducere børn i alderen 7-9 år til ballettens verden, bare i børnehøjde. Kurset forløber over otte torsdage i marts-maj måned fra kl. 15:00-15:45. Der er kun 12 pladser på forløbene, og flere af pladserne er allerede solgt. Så hvis dit barn skal sikres en plads, så de kan få lov til at udfolde deres musikalitet, kropsforståelse og balance, kan du læse mere om forløbet her og booke pladsen HER.


HOLDPLAN

I Aarhus har vi nu mere end 110 ugentlige hold, så der er virkelig noget at vælge imellem og timer fra helt tidlig morgen til sen aften. Jeg er så glad for, at vi endelig er her igen, og det glæder mig helt vildt at møde mennesker i studioet og endda små køer ved toilettet. Det tager tid at vænne sig til, at vi er ved at være tilbage til ‘normalen’, hvis der findes sådan en - måske en ny normal - men jeg er vild med det, og jeg håber, at I også nyder igen at bevæge jer i flok.

Et af de spørgsmål, som kan komme op, når man er ny i YO er, hvor man skal starte, hvad angår hold. Min ambition med YO er at få flest muligt til at bevæge sig mest muligt og på flest mulige forskellige måder! Jeg opfordrer derfor altid alle og også DIG til at prøve mange forskellige typer af hold i YO af. Vores holdplan giver dig en mulighed for at passe på din krop på mange planer - Udholdenhed, Styrke, Mobilitet, Kondition og Balance.

Vi har hold, der har fokus på ro og mobilitet, som fx Yin Yoga og Deep Flow Stretch. Strength & Cardio, TRX og Dance Fit har alle fokus på at få pulsen op og styrke krop (og sind!). Er man helt ny til Yoga, anbefaler jeg, at man hopper på et hold, der hedder noget med Basic. Det kan være Hatha Basic eller Vinyasa Basic. På Pilates timer arbejder vi med udholdenhed og detaljer - her får du lov til at træne finmotorikken og kontrollen af kroppen, hvilket du absolut også oplever på alle Barre og Ballet timer. Og på alle klasser i YO arbejder vi med balance, der både tæller at træne balancen i bogstaveligste forstand, men absolut også det at holde balance i krop og sind. Den indre balance og den vigtige indre ro. Bevægelse er med til at hjælpe med at balancere alle andre afdelinger af vores liv, hvilket er årsagen til, at jeg med YO ønsker, at DU aldrig stopper med at bevæge dig.

Og så lige en lille reminder, særligt også til alle jer nye, der er kommet til den seneste tid. 

Når du ser på hold og holdplan, kan du se intensitetsniveauet, som er vist på en skala fra 1-5. Hvis der står 1/5 på et hold, vil der være minimal bevægelse og stort set kun stillesiddende, ikke krævende arbejde for kroppen, hvorimod der på hold med intensitetsniveau 5/5 er fuld skrue på sved, bevægelse, styrke og puls. Det er dog vigtigt at understrege, at intensitetsniveau ikke fortæller noget om sværhedsgrad. Langt de fleste hold er for alle, og ellers vil det fremgå i beskrivelsen. Herunder kan du se et eksempel fra Vinyasa Fire holdet.

What? A vinyasa class with a strong and more dynamic focus that will leave you warm and energized!
Who? Everyone is welcome.
Experience? Some experience with vinyasa yoga is recommended. Try Vinyasa Basic or Vinyasa Soft first!
Bring? A mat.
Wear? Bare feet or socks and comfortable clothes that you can move in!
Intensity? 3/5

Vi vil anbefale, at man læser beskrivelsen til ens bookede hold, så du er godt forberedt og ved, hvad du vil opleve. I hvert fald i så vid udstrækning som muligt :-)

UNDERVISERE

Nikita og Carla er endelig tilbage, så de er at finde på planen med alt det dejlige bevægelse, som de hver især tilbyder. Vi har været en anelse corona ramte på skift i underviser truppen den seneste måned, og vi beklager selvfølgelig de ændringer eller aflysninger, som du måske som medlem har været ramt af. Vi er alle ved at være igennem, så nu håber vi, at foråret for alvor sætter ind, og der kommer helt ro på holdplanen. Eliza er væk i disse måneder med andet arbejde, men vi glæder os til, at hun kommer tilbage med sit Afro Dance. Til alle jer danseglade mennesker, er der dog stadig masser af dansehold at kaste sig over, og det gælder både for mere erfarne dansere men bestemt også for dig, som er helt ny og ikke rigtig har prøvet noget før!

Danseunderviserne i YO Aarhus lige nu tæller Nanna Frida, Ditte Svarre, Rikke Lauritsen, Camma Svalholm, Louise Flyvholm, Nikita Lindholm, Pernille Ahrenkiel, Malene Arvin, Anne Juul, Miriam Swartz, Denise Mølgaard og Tine Krogh. Hvis du er ny og bare godt gad i gang med lette dansetrin til god musik og med højt humør, så skal du kaste dig over følgende timer:

Dance Fit, Latin Dance, Cardio Dance, Dance Strength, Afro Dance (som er på pause lige nu, men snart kommer igen) & Fusion- eller Urban Dance.

Er du til et mere klassisk udtryk, let inspireret af ballet men stadig for alle, skal du prøve en af vores Barre timer, og drømmer du om lidt intro til teknikken bag, så hop med på Nannas Ballet & Barre Technique, hvor du stille og roligt bliver guidet igennem noget af det basale omkring ballet teknik. De timer er et super springbræt til Barre timer eller Ballet Basic timer. Contemporary Dance er også for alle, hvor du vil møde lidt teknik, gulvarbejde og længere koreografier, og er du til Hip Hop og Street/show dance, skal du måske være med på Rikkes Show & Hip Hop timer mandag og onsdag. Endelig har Nanna en enkelt Ballet Intermediate klasse om torsdagen til dig, som tidligere har danset ballet, og gerne vil prøve kræfter med det igen.

JOBOPSLAG

For første gang søger vi hos YO en skarp marketing praktikant, som sammen med vores skønne Victoria vil stå for YOs kommunikation og markedsføring. Kender du en sej studerende, der skal i praktik i efteråret 2022, eller er det måske dig, vi skal have fat i? Så kan du læse hele stillingsopslaget og sende din ansøgning HER.

MEDLEMSFORDEL MED MOVE YOUR FRIENDS

Husk nu, at vi for lidt tid tilbage skabte en ret så fin medlemsfordel for dig, der har et ubegrænset medlemskab i YO! Med MOVE YOUR FRIENDS, kan du kan få en måneds medlemskab til halv pris, hver gang du introducerer en ven til YO, og og oven i hatten får din ven også sin første måned i YO til halv pris! Det er win win for alle. Du kan læse meget mere om Move Your Friends her.


BOOKINGREGLER

Retningslinjer i YO. Det er vigtigt, at du kender de til enhver tid gældende retningslinjer for at være i YO. Husk, at det er dit eget ansvar at kende disse regler, og at du som medlem af YO, hvad enten det er med klippekort eller ubegrænset medlemskab, automatisk har accepteret disse regler og gør dit til at efterleve dem.


MÅTTEOPBEVARING

Ønsker du at have din måtte opbevaret nede i YO, så du ikke skal slæbe den med dig frem og tilbage, kan du skrive til Victoria på pr@yostudios.dk, så finder hun en plads til dig. Det koster 35DKK/mdr at have sin måtte opbevaret i YO.


TAK

Fordi du læste med! Husk bevægelsen, og husk, at YO er dit frirum, dit pusterum i en tid, hvor det er særligt vigtigt, at du passer på DIG, så du også kan passe på andre omkring dig og ude i verden.

Kærlighed & varme tanker fra Malene og resten af team YO.

Forrige
Forrige

APRIL 2022

Næste
Næste

MARTS 2022