JUNI 2023

Kære YO medlem

Rigtig glædelig juni. Sommeren bølger ind over Danmark, og det samme gør varmen - og tørken! Jeg har dog netop været vidne til de første regndråber i meget lang tid og NØJ, hvor var det et dejligt syn!

Der er også varmt i studioerne, og lad mig lige starte med at dele et råd omkring bevægelse i varmen. Sørg for at hydrere dig selv i løbet af dagen og inden din time i YO. Det er også fint at drikke vand under klassen (ikke et must, hvis du som jeg selv ikke holder af at fylde op under træning), men vigtigst er det altså, at du har tanket op på energi og væske inden! Derudover så hav tøj på, som tillader, at du ventilerer. Så lidt som muligt (med respekt for dine med-bevægere selvfølgelig :-)) og i materialer, der fungerer godt i varme og fugtige forhold. Det er en anderledes oplevelse at træne under de omstændigheder, men god forberedelse gør en forskel!

Det her er blot et lille kort sommernyhedsbrev, hvor du bliver klædt på til at bruge YO bedst muligt de næste måneder.

UNDERVISERE

Der er ikke så meget nyt under solen angående undervisere.

Dog er det så glædeligt, at Sofie er tilbage med sine skønne Pilateshold efter en længere tur til Sydamerika.

Anne er som mange af jer efterhånden ved gravid, og hun er så småt begyndt at trappe lidt ned i timer, men hvis alt går vel, så håber hun og jeg, at det er muligt at fortsætte på planen frem til engang i august måned.

Anne Sofie har fået godt fat i TRX, så Mette, Helle og hende vil fortsætte med TRX, som I er mange, der er blevet rigtig glade for. Vi er også en god flok, der skal på kursus i TRX efter sommer, så vi er endnu flere på det ‘hold’.

Thor holder lang sommerferie i år, så Bowspring må vi desværre undvære over sommeren. Det samme gælder Latin med Jeimmy, som tilbringer ferien udenbys, og derfor også holder ferie fra studioet. Thor og Jeimmy vender dog stærkt tilbage fra august igen.

Alejandra har fået mulighed for at komme til på udlandsophold i forbindelse med sin uddannelse, så indtil videre vil hendes sidste klasser i YO være i slutningen af juni måned. Jeg håber dog meget på, at hun vender tilbage på den anden side af det. 

Jeg mangler fortsat en underviser til Klassisk Ballet, som er en vigtig gren af bevægelse i YO.  Jeg gør, hvad jeg kan for at finde en underviser mere. Hvis du kender nogen, så håber jeg at høre fra dig!

HOLDPLAN

Holdplanen fortsætter stort set som normalt frem til og med uge 26, hvor vores sommerplan starter. Sommerplanen løber fra uge 26-32, hvor den vil skifte fra uge til uge, alt efter hvilke undervisere der er tilgængelige. Planen er reduceret, og nogle uger er der måske ikke lige de hold, som du plejer at bruge. Som altid vil jeg dog stærkt opfordre dig til at holde bevægelsen ved lige - også selvom det er med en ny underviser eller en ny bevægelsestype :-) Mange medlemmer har efterspurgt Outdoor Holdene igen i år, og vi er allerede godt i gang med træning under åben himmel! Følgende hold foregår udendørs: 

YO OUTDOOR RUN  STRENGTH

YO OUTDOOR SHAPE

YO OUTDOOR CIRCUIT TRAINING

Vi mødes altid i YO, inden vi starter et outdoor hold, men du vil også modtage mail med mere info, hver gang du booker et hold. Jeg håber, at mange af jer vil bruge udendørsholdene, for der er ikke noget som at bevæge sig i den friske luft ude i vores vidunderlig sommer-Danmark.

YO MOVES

Skal du på sommerferie i år, og vil du gerne have YO med? Så husk at YO MOVES tilbyder absolut fleksibilitet og altid er lige ved hånden- også selvom du for eksempel er i bero fra dit fysiske medlemskab. Det kan også være, at du har et UNLIMITED medlemskab, så du både har adgang til de fysiske klasser og YO MOVES allerede. YO MOVES deler en ny on-demand video ugentligt, og vi vil selvfølgelig livestreame endnu flere hold her i sommerperioden, så det næsten vil føles som om, at du er nede i YO, også selvom du måske er mange tusinde kilometer væk! 

Til og med 31. juli kan du endda få YO MOVES til kun 50 kr. Brug rabatkoden ‘MOVEYOURSUMMER’ lige her: Køb YO MOVES

Husk også, at der nu er god filtrering i bookingsystemet, så man nemt kan vælge kun at se de hold, som vi livestreamer. Den feature er nu live! Sørg for at du opdaterer vores app løbende, så du får glæde af den og kommende justeringer!

VORES BEDSTE MEDLEMSFORDEL

MOVE YOUR FRIENDS, som flere og flere af jer får øjnene op for, er virkelig en god medlemsfordel.

Med MOVE YOUR FRIENDS kan du nemlig få en måneds medlemskab til halv pris, hver gang du introducerer en ven til YO. Og oveni hatten får din ven også sin første måned i YO til halv pris! Det er win-win for alle. Du kan læse meget mere om Move Your Friends her

GODE RÅD TIL AT HAVE DET MERE SKØNT, NÅR DU ER PÅ HOLD

Vi undervisere gør alt, hvad vi kan for, at du får den dejligste oplevelse hver eneste gang, du er på et hold i studiet. Men vi har også lavet en lille liste med ting, som vi drømmer om, at du vil hjælpe os med, så rammerne omkring klasserne bliver mere optimale og rarest for alle.


  • MOBIL: Læg din mobil og andre værdigenstande i reolerne bag døren i salen inden holdstart, som er sat op til formålet. Husk at sætte mobilen på flytilstand, så den ikke vibrerer eller ringer undervejs i timen! Lad os være til stede. Lad os være nærværende. Det virkelige liv sker ikke i mobilen.

  • KOM I TIDE: Kom i god tid før holdstart, så du ikke forstyrrer hele holdet ved at komme for sent. 

  • TE: Drik din te, inden du går ind i lokalet, så vi ikke falder over den under timen. Har du en vandflaske med ind, så stil den et sted, hvor andre ikke snubler over den :-) 

  • RYD OP: Hold pladsen omkring din måtte ryddet. Har du tasker/trøjer eller andet, så læg det bag gardinerne eller i omklædningsrummet, så rummet, vi skal bevæge os i, er rart og rent. 

  • PLACERING AF MÅTTE: Hvis der er mærket op med klistermærker på gulvet til din måtte, så sørg for at indrette dig efter dem, så vi får udnyttet pladsen i lokalet bedst muligt. Sørg altid for at forskyde din måtte i forhold til dine ‘naboer’, så I ikke ligger på en lige linje. Hvis I ligger på en lige linje, vil I føle jer meget mere begrænsede, når I skal bevæge jer. 

  • TAG HENSYN: når du sidder i loungen. Hvis der er lukkede døre ind til lokalerne, er der hold i gang. Du må meget gerne tale, men husk at vise hensyn og holde talen lavt, så holdene ikke bliver forstyrret. 

RETNINGSLINJER

Retningslinjer i YO. Det er vigtigt, at du kender de til enhver tid gældende retningslinjer for at være i YO, som du kan finde her.

Husk at det er dit eget ansvar at kende disse regler, og at du som medlem af YO, hvad enten det er med klippekort eller ubegrænset medlemskab, automatisk har accepteret disse regler og gør dit til at efterleve dem. 

MÅTTEOPBEVARING

Vi er ved at være ‘udsolgt’ af måttepladser i Aarhus, så ønsker du at have din måtte opbevaret nede i YO, så du ikke skal slæbe den med dig frem og tilbage, kan du skrive til mig på info@yostudios.dk. Det koster 35DKK/mdr at have sin måtte opbevaret i YO, men skynd dig, hvis du skal have fat i en af de sidste pladser på reolen. 

TAK

Fordi du læste med. Må du få en solskinsfyldt søndag fyldt med smil, bevægelse og masser af frisk luft. Vi ses i YO! 


Kærlighed & varme tanker fra Malene og resten af team YO.

Forrige
Forrige

AUGUST 2023

Næste
Næste

JUNI 2023