APRIL 2023

Kære YO-medlem

Det er længe siden 🤍

Jeg sprang over studienyt i april måned, da der var lidt interne ændringer, der gjorde, at tiden var mere knap end vanligt. Men NU er vi stærkt tilbage igen.

Siden sidst er foråret for alvor kommet, og solen skinner om kap med dig og din gode energi! Det er vidunderligt at mærke den tilstrømning til studierne, som vi mærker og har mærket de sidste måneder.

Det er som om, at 2023 skulle være året, hvor vi alle igen fandt ud af, hvor vigtigt og essentielt bevægelse er for vores velvære. Måske du ligesom mange andre udnytter muligheden for alsidig træning i YO? I hvert fald oplever vi, at mange medlemmer hele tiden udvider ‘horisonten’ og prøver nye bevægelsesformer af. Det er fedt! Og ikke mindst vigtigt. Og så er det jo en af YO’s kerneværdier; Vi skal bevæge os meget og på mange forskellige måder, så vi hele tiden tilbyder krop og sind muligheden for at tilpasse sig nye udfordringer. Det gavner vores humør og vores evne til at klare alle de små og store opgaver, vi hver især møder igennem vores hverdag. I dette studienyt vil jeg blandt andet fortælle lidt om undervisere, holdplan og den sommer, der puster os lige i nakken.

BARREUDDANNELSEN ER UDSOLGT!

Det er ikke til at forstå, og vi er ufattelige taknemmelige over, at så mange skønne mennesker har valgt at tilmelde sig barreuddannelsen, som Emilie, Sine og jeg starter op til efteråret. Vi har nu solgt de sidste pladser, men opretter en venteliste. Ting kan ske, og derfor er det ikke usandsynligt, at der bliver plads ledig. Hvis du vil på ventelisten, så send mig en mail på info@yostudios.dk, og så får du mere info herom. 

UNDERVISERE

Der er sket rigtig mange skønne sager på underviserfronten siden sidste studienyt. På den måde har de sidste måneder været rigtig god for vores YO Aarhus. Selvom vi har måttet sige på gensyn til Julienne, der er rejst mod Hong Kong, så har vi sagt goddag til hele 3 nye undervisere: Anne Sofie, Jeimmy og Lærke.

Anne Sofie Dydensborg, som har været en del af YO i hvad der føles som altid, er nu hoppet op på den forreste måtte, og guider dig og andre YO-medmennesker på TRX og Circuit Training hold. Anne Sofie har været medlem i mange år og hun brænder for bevægelse. Med hjertet i gymnastikkens verden elsker hun bevægelse med power og højt humør. Anne Sofie er et helt særligt jordnært væsen, og jeg er utrolig taknemmelig for, at hun havde lyst til at blive en del af underviserholdet.

Jeimmy, Danmarks første kvindelige breaker (for lidt år tilbage :)) er startet i YO med Latin Dans. Jeimmy er en helstøbt danser og har brugt det meste af sit liv i dansens verden. Hele hendes familie danser dagen lang, og selv har jeg blandt andet danset med Jeimmys bror, der er en meget anerkendt bevæger og breakdancer. Til Jeimmys første time i YO havde jeg en helt sjælden oplevelse. Det er svært at sætte ord på, men jeg blev ramt og rørt dybt over hendes måde at bevæge sig på, formidle bevægelsen og udtrykke kærligheden til dansen gennem hele sit væsen. Det er unikt, og Jeimmys klasser er et festfyrvækeri af danseglæde, lækre rytmer og store smil.

Sidst, men bestemt ikke mindst, har jeg ansat Lærke, som virkelig lander i YO på et perfekt tidspunkt. Jeg har hungret efter en pilates-underviser mere, og pludselig dumpede Lærke ned i min inbox. Lærke er uddannet fysioterapeut, og så har hun bevæget sig utrolig meget igennem mange år og på mange forskellige måder. Lærke har derfor en bred palette af kompetencer, så hun blandt andet kan undervise pilates, yoga, styrkehold samt mamma- og gravidhold. Da jeg mødte Lærke første gang, blev jeg blændet af smil og livsglæde. Hun er en stor solstråle og smitter alle omkring sig med nærende, varm energi.

Jeg er så utrolig glad for jer tre skønne kvinder, og jeg håber, at du vil tage godt imod dem nede i YO. Måske har du endnu ikke været afsted på et af deres hold? I så fald vil jeg på det varmeste anbefale, at du  booker et hold NU!

Det eneste, jeg nu mangler, er underviser til ballet. Det er dog en vigtig gren af bevægelse i YO, så jeg gør, hvad jeg kan, for at finde en underviser mere. Nanna Frida er desværre sygemeldt, da hun har store problemer med sine hofter. Jeg og vi savner Nanna utrolig meget, men det, hun gør lige nu, er vigtigt og rigtigt, og jeg glæder mig over, at hun passer på sig selv - og så ved jeg, at hun kommer stærkt tilbage igen <3 

HOLDPLAN

Holdplanen er et rigtig godt sted lige nu, og jeg følger hele tiden med på tætteste hold, så jeg kan justere, hvis der bliver behov for det. Det nye, som du skal vide, er, at der i løbet af de næste uger igen vil være udendørshold at finde på planen. Mange medlemmer har efterspurgt Outdoor-holdene igen i år, og selvfølgelig skal vi da ud og bevæge os under åben himmel! Vi vil tage følgende hold udendørs, og jeg vil sørge for, at der er en del hold ugentligt, så du har god mulighed for at være med: 

YO OUTDOOR RUN STRENGTH

YO OUTDOOR SHAPE

YO OUTDOOR CIRCUIT TRAINING

Vi mødes altid i YO, inden vi starter et udendørshold, men du vil også modtage mail med mere info, hver gang du booker et hold. Jeg håber, at mange af jer vil bruge udendørsholdene, for der er ikke noget som at bevæge sig i den friske luft ude i vores vidunderlig sommer-Danmark 

FLEKSIBILITETSWORKSHOP MED MIKKEL 

Workshoppen med Mikkel løber snart af stablen, og du vil ikke gå glip af det! Drømmer du om at kunne gå i split, eller er du nysgerrig på at vide mere om fleksibilitet- og smidighedstræning? Så er denne workshop for dig.

Jeg er så enormt beæret over, at Mikkel havde lyst til at komme til YO og dele ud af sin enorme viden, og jeg lover dig, at han kun siger ting, som du virkelig vil kunne få glæde og gavn af i dit bevægelsesliv. Og det er uanset hvem du er og hvad din erfaring er.

Ligesom man IKKE skal være fleksibel for at kunne dyrke yoga, skal man IKKE være fleksibel for at kunne være med på en workshop om emnet. Mikkel vil sprede guldkorn og konkrete tilgange til at arbejde med området, som vil give dig så meget til din egen praksis med træning og bevægelse. Workshoppen er hele fire timer lang, så jeg garanterer dig for, at du vil gå derfra med rygsækken fyldt op af ny og brugbar viden.

Mange af os taler om smidighed hele tiden - men de færreste ved, hvad fleksibilitet egentlig er, og hvad der er ‘trænbart’ - og hvordan. Jeg håber, at du har lyst til at være med, for så ses vi! Du finder mere info til workshoppen her: FLEKSIBILITETS WORKSHOP

NY AFMELDINGSFRIST PÅ 4 TIMER

Vores nye frist for afmelding af hold trådte i kraft 1. maj. Det virker til at fungere rigtig fint for dig og de andre i YO. Vigtigst kan vi allerede se effekten tydeligt. Der er et bedre bookingflow og et mere realistisk billede af, hvordan ‘dækningsgraden’ på holdene er.

Jeg har modtaget en håndfuld mails med ønsker om tips til, hvordan man ikke oplever den nye frist som ufleksibel, særligt om morgenen. Helt generelt vil mit bedste råd være, at hvis man er usikker på, om man kan nå et morgenhold, så skal man lade være med at booke det på forhånd. Står man f.eks. på venteliste om aftenen, vil man næsten med sikkerhed være kommet på holdet over natten. Så vil man vågne op til en plads, og så vil det også være for sent at afmelde, hvis man har fortrudt. Derfor skal man afmelde sig ventelisten, men så udnytte fleksibiliteten og friheden til bare at booke kort før holdstart, fordi der sjældent er fyldt op på morgen- og formiddagsholdene generelt.

Vi vil så gerne, at du kun booker et hold - inklusiv ventelisten, hvis du kan og vil på holdet. Netop på den måde kan vi også sænke antallet af ventelister og folk på dem, så flowet her også bliver bedre og bedre.

DET NYE UNLIMITED MEDLEMSKAB - HVAD ER DET? 

YO’s nye medlemskab, UNLIMITED, er det medlemskab i YO, der tilbyder den største fleksibilitet. 

Hvis du er er UNLIMITED medlem, har du ubegrænset adgang til alle vores studier, og du kan booke hele 10 hold ad gangen. Glemmer du din måtte, så kan du altid låne en, og er det svært at komme ud af fjerene om morgenen, eller kan du bare ikke nå forbi studiet før arbejde, så hopper du bare på en YO MOVES livestream klasse eller sætter en af vores mere end 100 on-demand videoer på.

Med UNLIMITED har du nemlig også adgang til vores online univers, YO MOVES, der virkelig øger muligheden for at bevæge dig selv på de dage, hvor tiden er knap. Sidst, men ikke mindst, tilbyder UNLIMITED medlemskabet to gratis beroperioder årligt, som ellers normalt koster 100kr. pr. gang. Hvis du i dag er BASIC medlem (det gamle unlimited), så skal du blot betale 50 kr. mere om måneden for alle de mange ekstra fordele.

Har du lyst til at prøve det af? Så send os en mail på info@yostudios.dk. Vi kan opgradere dig fra dag til dag, og du kan altid vende tilbage til BASIC også fra måned til måned, hvis du ønsker det. Du kan altså nemt opgradere og afprøve UNLIMITED, hvis du er nysgerrig, uden at binde dig i en længere periode.

Husk også at både BASIC og UNLIMITED medlemskabet findes til mammas og preggos, hvor du får adgang til de lukkede gravid- og mammahold for 50 kr. mere månedligt samt versioner til dig, der studerer, er ledig eller på pension til en lavere light-pris.

YO MOVES

Husk at YO MOVES tilbyder absolut fleksibilitet, og at det for eksempel er ret genialt at tilkøbe, hvis du er i bero fra dit fysiske medlemskab i en periode. Hvad end det er på grund af rejse eller mindre tid, så vil det at kunne tænde for enten livestream eller en on-demand video, lige når det passer dig, gøre, at du vil kunne holde fast i de gode rutiner og stadigvæk bevæge dig - selv i ‘pauserne’ fra studiet. Det kunne for eksempel være over sommeren, hvor du måske skal holde ferie og er væk fra din yndlings YO <3

Vi har netop fået opfyldt et brændende ønske om, at der skal en bedre filtrering i bookingsystemet, så man nemt kan vælge kun at se de hold, som vi livestreamer. Den feature er nu live! Sørg for, at du opdaterer vores app løbende, så du får glæde af den og kommende justeringer.

VORES BEDSTE MEDLEMSFORDEL

MOVE YOUR FRIENDS, som flere og flere af jer får øjnene op for, er virkelig en god medlemsfordel.

Med MOVE YOUR FRIENDS kan du nemlig få en måneds medlemskab til halv pris, hver gang du introducerer en ven til YO. Og oveni hatten får din ven også sin første måned i YO til halv pris! Det er win-win for alle. Du kan læse meget mere om Move Your Friends her

GODE RÅD TIL AT HAVE DET MERE SKØNT, NÅR DU ER PÅ HOLD

Vi undervisere gør alt, hvad vi kan for, at du får den dejligste oplevelse hver eneste gang, du er på et hold i studiet. Men vi har også lavet en lille liste med ting, som vi drømmer om, at du vil hjælpe os med, så rammerne omkring klasserne bliver mere optimale og rarest for alle.


  • MOBIL: Læg din mobil og andre værdigenstande i reolerne bag døren i salen inden holdstart, som er sat op til formålet. Husk at sætte mobilen på flytilstand, så den ikke vibrerer eller ringer undervejs i timen! Lad os være til stede. Lad os være nærværende. Det virkelige liv sker ikke i mobilen.

  • KOM I TIDE: Kom i god tid før holdstart, så du ikke forstyrrer hele holdet ved at komme for sent. 

  • TE: Drik din te, inden du går ind i lokalet, så vi ikke falder over den under timen. Har du en vandflaske med ind, så stil den et sted, hvor andre ikke snubler over den :-) 

  • RYD OP: Hold pladsen omkring din måtte ryddet. Har du tasker/trøjer eller andet, så læg det bag gardinerne eller i omklædningsrummet, så rummet, vi skal bevæge os i, er rart og rent. 

  • PLACERING AF MÅTTE: Hvis der er mærket op med klistermærker på gulvet til din måtte, så sørg for at indrette dig efter dem, så vi får udnyttet pladsen i lokalet bedst muligt. Sørg altid for at forskyde din måtte i forhold til dine ‘naboer’, så I ikke ligger på en lige linje. Hvis I ligger på en lige linje, vil I føle jer meget mere begrænsede, når I skal bevæge jer. 

  • TAG HENSYN: når du sidder i loungen. Hvis der er lukkede døre ind til lokalerne, er der hold i gang. Du må meget gerne tale, men husk at vise hensyn og holde talen lavt, så holdene ikke bliver forstyrret. 

RETNINGSLINJER

Retningslinjer i YO. Det er vigtigt, at du kender de til enhver tid gældende retningslinjer for at være i YO, som du kan finde her.

Husk at det er dit eget ansvar at kende disse regler, og at du som medlem af YO, hvad enten det er med klippekort eller ubegrænset medlemskab, automatisk har accepteret disse regler og gør dit til at efterleve dem. 

MÅTTEOPBEVARING

Vi er ved at være ‘udsolgt’ af måttepladser i Aarhus, så ønsker du at have din måtte opbevaret nede i YO, så du ikke skal slæbe den med dig frem og tilbage, kan du skrive til mig på info@yostudios.dk. Det koster 35DKK/mdr at have sin måtte opbevaret i YO, men skynd dig, hvis du skal have fat i en af de sidste pladser på reolen. 

TAK

Fordi du læste med. Må du få en solskinsfyldt søndag fyldt med smil, bevægelse og masser af frisk luft. Vi ses i YO! 


Kærlighed & varme tanker fra Malene og resten af team YO.

Forrige
Forrige

JUNI 2023

Næste
Næste

APRIL 2023