OKTOBER 2024
Kære YO menneske,
Kender du det, når tiden virkelig, sådan for alvor, flyver af sted?
Sådan har jeg godt nok haft det de seneste måneder. Vi skal helt tilbage til juli, før jeg sidst skrev et nyhedsbrev - og det var egentlig ikke planen - men tiden er forsvundet, og nu skriver vi oktober!
Ja, om et øjeblik træder vi faktisk ind i den første vintermåned, november. Bladene har efterhånden smukt dækket skovbunden til, og vi møder de smukkeste farver, når vi bevæger os udenfor. Efteråret er kommet hurtigt dette år, hvor vi nærmest gik direkte fra en Indian Summer til blæst og varme trøjer.
Tiden er fløjet afsted med vores allesammens YO. Det nye studio på Islands Brygge tog og tager stadig kræfter at få løbet i gang. Holdplanerne skal justeres, så de imødekommer flest mulige behov. Nye undervisere kommer til, mens andre flyver afsted – enten på eventyr ude i verden, på barsel eller andet. Og så har vi også brugt en del tid på at gøre lokalerne endnu skønnere at være i. Vi får nye fine gardiner op, der sikrer endnu mere hygge, vægge er blevet malet, og snart vil nye højttalere sørge for den bedste lyd, når du er på hold i YO. Alle de små ting, som er så vigtige for, at du altid føler, du får den bedst mulige oplevelse, når du prioriterer tid til dig med bevægelse hos os.
Inden vi springer videre ud i denne sæsons nyhedsbrev, vil jeg gerne byde et stort velkommen til dig, der er ny i YO! Jeg håber, at du har fået en rigtig god start, og at du mærker bevægelsesglæden som det allervigtigste, når du kommer til timer. Bevægelsesglæden er YO’s fundament.
Læs her hvad Malene fortæller om bevægelsesglædens helt særlige plads i YO:
”Jeg startede YO tilbage i 2015 for snart 10 år siden, fordi jeg selv elsker bevægelse, og hvad det gør ved min fysiske og psykiske tilstand. Jeg ønsker at sprede denne glæde ved bevægelse til flest mulige mennesker, og derfor er YO i dag et sted, hvor vi bevæger os på mange forskellige måder, og med glæden som omdrejningspunkt. Jeg håber, at du suger den energi til dig i YO og husker, at man aldrig fortryder bevægelse. En gang imellem er det noget af en opgave at komme af sted, men det føles altid fantastisk bagefter!”
BRYGGEN VOL. 2
Vi har nu været i gang på Njalsgade 72 i snart to måneder, og vi er så småt ved at lande det nye sted. Tusind tak for alle jeres fine ord og feedback, som vi sætter så utrolig stor pris på!
Det føles lidt, som om vi har fået et nyt kørekort, og nu er ved at lære at køre igen. Al forandring kan faktisk være lidt svært, fordi mange af os som udgangspunkt er vanedyr. Vi holder af, at tingene er præcis, som de plejer at være, og særligt med bevægelse er det faktisk mere sensibelt end med så meget andet.
Vi plejer at have vores faste plads i salen, underviseren vender normalt en særlig vej, selv udsigten fra vinduerne plejer at være på en særlig velkendt måde. Når vi træder ind ad døren, har vi i mange år været mødt af et, og nu mødes vi pludselig af noget andet. Så selvom vi nu har et fantastisk indeklima, lækre badefaciliteter, højt til loftet, og rammer, der virkelig indbyder til bevægelse, så skal vi som vanedyr lige vænne os til det nye. Det er vi alle godt i gang med, og for hver dag, der går, bliver det nye Bryggen mere og mere hjemligt og normalt.
Vi er meget opmærksomme på alt det, der stadig kan forbedres, og I skal vide, at vi bag kulisserne hver eneste dag forsøger at løse de små og større udfordringer, der opstår. Bryggen skal være det bedste, skønneste nye bevægelseshjem for dig.
Vi arbejder også intenst på at få skabt en ny ‘lounge’, der forhåbentlig snart byder på meget mere, end hvad der er lige nu. Vi kan endnu ikke løfte sløret for hvad, men vi tør godt sige, at du på sigt nok får ret svært ved at komme videre fra YO, fordi du allermest bare har lyst til at blive hængende🤍
UNDERVISERE
Nathalie er taget ud at rejse, da hun har afsluttet sit studie og trænger til en velfortjent pause. Det er desværre en af de lidt længere ture, men vi håber meget på, at hun vender tilbage til YO, når hun kommer hjem igen.
Vi har dog været så heldige, at Nathalies rigtig gode og skønne veninde Mille har sagt ja til at overtage Nathalies klasser. Det er vi glade for, både fordi du stadig kan træne benhårdt allerede kl. 6:30 om morgenen, men også fordi Mille bare er super skøn og dejlig. Hvis du endnu ikke har været med til en af Milles klasser, vil jeg varmt anbefale at tage med.
Arina er også blevet ansat, hvilket betyder, at vi nu har fået endnu mere ballet på holdplanen. Arina er både en rigtig dygtig danser og underviser. Lige nu underviser hun mest i ballet – alt fra basic til tåspids – men mon ikke hun også snart er at finde på holdplanen med moderne dans. Hun overtager i hvert fald for Giorgia om onsdagen på Bryggen i en periode, da Giorgia skal på danseturné, og først er tilbage igen fra januar 2025.
HOLDPLAN
På Carlsberg har der ikke været de helt store ændringer, men på Bryggen er der sket en del, da vi både har fået TRX og mere ballet på programmet.
Det er altid dejligt, at I er så gode til at skrive til mig, hvis I har ønsker eller forslag til holdplanen. Som jeg også plejer at skrive tilbage, så kan jeg ikke altid opfylde alles ønsker, men jeg vil altid gøre mit bedste.
Jul og nytår kommer til at byde på en anderledes holdplan med lidt færre hold, og så holder vi som vanligt helt lukket følgende datoer: d. 24., 25. og 26. december samt d. 1. januar.
FIRMABEVÆGELSE OG PRIVATE EVENTS
Vidste du, at du kan booke en privattime til dig og en flok venner eller kolleger i YO?
Vi har godt gang i netop de her private events, og det er altid en helt vildt skøn oplevelse at have dig og dine bekendte til bevægelse hos os. Det er en lidt anden setting, end når du er på et normalt hold, da timen bliver skræddersyet til jer og jeres behov, og du kan ønske, hvem der skal være jeres underviser.
Måske skal du stå for dette års julefrokost for vennerne og mangler et aktivt indslag? Måske skal du arrangere en samlende aktivitet for dine kolleger? Hvis du også synes, et privat event i YO lyder skønt, så send en mail til miriam@yostudios.dk, så får vi planlagt noget helt genialt til jer!
Noget andet vi også har haft fokus på den seneste tid, er at etablere gode samarbejder med virksomheder, så de kan tilbyde deres ansatte bevægelse og dermed sikre stærke og mentalt sunde medarbejdere. Hvis du arbejder for en virksomhed, der endnu ikke har sådan et tilbud, så må I endelig kontakte os, så vi kan fortælle mere om, hvad vi kan tilbyde jer.
UPDATE AF FAQ
Vi har den seneste tid arbejdet på at forbedre vores FAQ-side, så den er nem, overskuelig og funktionel for alle. Find den HER og brug måske muligheden for at sætte dig ind i, hvordan det nu lige er med bero, faciliteter, ventelister og meget mere.
YO MAMMA x CADENCE
Vi gør det igen – et helt særligt event for vores YO Mammas i samarbejde med Cadence Café!
Mandag d. 28. oktober kl. 11:15.
Til denne særlige Mamma-klasse vil du blive forkælet lidt ekstra – for det fortjener du!
Vi starter med en skøn Mamma-klasse i YO, som du kender det. Efter timen går vi sammen hen til Cadence Café, hvor der er booket et bord til os. Her har vi mulighed for at få lidt at spise med 10% rabat på alt mad og drikke! Hvis du er mere til en to-go udgave, så er det selvfølgelig også en mulighed.
Jeg håber meget, at vi ses. Jeg er sikker på, at det igen bliver super hyggeligt!
Du tilmelder dig i bookingsystemet, præcis som du plejer at gøre det.
FILTRERING I APP’en
Måske er du allerede storforbruger af filtreringsmulighederne i vores app, når du skal booke og vælge hold?
I så fald vil vi blot understrege og minde dig om, at du ikke vil opdage, når der kommer nye hold på planen, eller når vi ansætter nye stærke undervisere.
Vi oplever dagligt nogle, der har en heftig filtrering sat til på deres app, som så opdager, at de slet ikke ved, hvor mange nye hold der er på planen, eller at der er nye ansigter, der underviser deres yndlingstype af hold. Det synes vi, er rigtig ærgerligt, da der ofte kommer nyheder til.
Så her blot en reminder om nogle gange at nulstille filtreringen, så du ikke misser noget af alt det gode, der foregår🤍
HUSK DE NYE MARKERINGER PÅ GULVENE
Nu har vi efterhånden haft de nye markeringer på gulvene i vores sale i nogle måneder, og de fungerer virkelig godt! … Når blot vi bruger dem :-)
Husk at placere din måtte på to klistermærker HVER GANG, du kommer ind i salen og forbereder dig til din klasse. Vi undervisere forsøger så godt, som vi kan altid at minde dig og alle andre om det, men det hele flyder endnu bedre, hvis det bliver en ‘automatiseret’ ting, vi alle blot gør helt af os selv.
TAK
…fordi du læste med!
Jeg ønsker dig den dejligste efterårssøndag og håber, at du fylder tiden med bevægelse, rolige stunder, måske vinterbadning og alt det, som nærer dig allermest.
WE ARE HERE TO MOVE YOU!
Kærlighed & varme tanker fra Emilie og resten af team YO 🤍